Mmmm <3

Kender I det der (det ved jeg I gør), hvor man bare føler sig helt uduelig? Man kigger sig i spejlet, og tænker “ih, hvor ville jeg gerne ændre dit og dat”. Jeg kender følelsen helt utroligt godt. Jeg er faktisk igang med at arbejde rigtig meget med lige præcis dén følelse.

Siden jeg var lille, har jeg lidt af en sygdom i min hjerne. Min hjerne producerer for lidt af et stof man skal have, for at vide hvad der er farligt og hvad der ikke er farligt. Dvs. at da jeg producerer for lidt af stoffet, bliver jeg meget bange på tidspunkter jeg ikke burde. Det har gjort at jeg har holdt mig meget for mig selv altid, og ikke rigtig oplevet særlig mange ting. Jeg tilpassede mig sygdommen, og hoppede aldrig ud i tingene alligevel – jeg var simpelthen for skræmt til det. Men er I klar over hvilken forandring jeg har gjort for mig selv på det seneste? Min kæreste og jeg, samt noget af min familie var på en ferie til Tyrkiet for et par uger siden, og jeg satte mig for at på denne her ferie skulle jeg opleve noget! Jeg skulle overskride nogle grænser, så jeg prøvede parasailing med min kæreste. (En faldskærm der er 200 meter oppe i luften, som bliver trukket af en speedbåd)

Jeg var simpelthen bare så stolt da jeg kom ned. For jeg havde ikke gjort en normal hverdagsting, der kunne skræmme mig. Jeg havde faktisk gjort noget som andre uden sygdommen, ikke ville turde. Dén oplevelse har givet mig et ordentligt slag selvtillid tilbage, og det kan jeg stadig mærke. Den har givet mig blod på tanden til at blive ved med at prøve og prøve.

Jeg er blevet meget gladere på det seneste. Jeg bliver ved med at sige til mig selv: Du er god nok som du er, og kan folk ikke lide dig, er det deres problem.
Jeg presser mig selv i mit helt eget tempo, og jeg nyder at være mig. Jeg presser ikke mig selv fordi andre siger jeg skal, jeg gør det fordi/når JEG har lyst og føler jeg har brug for det.

Jeg skal have det bedst mulige ud af det ene liv jeg har, så det er mit mål her i livet. Vær glad, og tag tingene i stiv arm!

 

Det er faktisk 6. gang jeg skifter blog nu. Det er nok ret dumt, hvis jeg gerne vil have faste læsere, men nu går jeg all-in på denne her.
Min erfaring har vist mig, at folk selvfølgelig er forskellige. Nogle elsker at læse om andres liv og oplevelser, nogle elsker at læse om tøj osv. osv. osv.

MEN, der er langt flere som kan lide at læse om vægttab. Jeg kan godt lide at bruge min blog lidt ligesom en dagbog. Altså, jeg skriver hvad jeg har lyst til at komme ud med, og selvfølgelig er jeg også åben overfor at skrive om ting folk spørger om. Men det er stort set altid mit vægttab folk spørger ind til, hvis de skriver til mig, og er meget interesserede i.
Så det synes jeg er vigtigt at få med over på denne blog.

Billederne nederst er taget til min mors bryllup. Jeg kan huske at jeg hele aftenen følte mig flot, fordi jeg sjældent gik i kjole og havde håret sat og makeup på osv. Så jeg var glad, og jeg smilede hvergang kameraet vendte min vej. Men den dag jeg fik billederne at se.. Der var jeg bestemt ikke glad. Blitzen og den skarpe linse afslørede ALT. Min blege hud, min store dobbelthage, mit store hovede – alt.
Jeg vidste faktisk ikke selv det var så slemt. Selvfølgelig kiggede jeg mig i spejlet osv, men det var som om jeg havde lært at kigge forbi min overvægt. Jeg tænkte simpelthen bare ikke over det. Så da jeg så de billeder, blev jeg ekstremt ked af det og fik det faktisk rigtig rigtig dårligt med mig selv.
Mange gange sagde jeg til mig selv: “NU gør jeg det, nu går jeg på kur!” – men ligemeget hvor meget jeg prøvede holdte det ikke. Mine slankekure var også helt urealistiske.
Jeg blev faktisk tit kaldt tyk, fed og grim. Af alle mulige. Jeg var tit uvenner med folk, og det var altid dén jeg fik slynget i hovedet. At jeg var for tyk. Min lillebror sagde det faktisk også tit. Og jeg blev ked af det, men jeg vidste det var rigtigt. Min klasselære sagde det faktisk også engang til mig. At jeg var overvægtig. Mine forældre hentydede til det. Jeg var faktisk den eneste af alle der ikke ville se problemet i øjnene. For som sagt, vidste jeg det godt inderst inde, men jeg ville ikke se det i øjnene.
Jeg er ikke født stor. Min mor er normal vægtig. Min far har faktisk en flot krop. Det samme med familie længere ude. Ingen er rigtigt overvægtige. Jeg blev det også først selv da jeg var omkring 14-15 år. Grunden til jeg blev så stor var at jeg havde problemer indeni. Jeg havde det virkelig dårligt, og der var ikke lys ligegyldigt hvor jeg så hen. Jeg endte med en svær depression, som gjorde at jeg mistede alt min energi og alt min livslyst. Det eneste der faktisk gav mig et lille kick, var når jeg spiste. Så det gjorde jeg. Rigtig meget.
Når mine forældre skulle handle eller noget, skyndte jeg mig i slikskabet, køleskabet og hvad der ellers var, og jeg åd og åd og åd! Jeg vidste nemlig, at når de var hjemme fik jeg ikke lov. Og med det samme jeg havde maden i hånden var der noget lyst i min verden igen.
Så sådan blev jeg ved og ved i omkring 1,5 år, og til sidst var jeg virkelig blevet stor. Jeg fik det bedre og bedre indeni og jo bedre jeg fik det, jo mere kunne jeg se hvor grim jeg havde gjort mig selv. Jeg havde ødelagt min egen krop.
Før havde jeg altid haft okay selvtillid, og ikke haft noget imod hvordan jeg så ud. Men dér.. Der HADEDE jeg min krop.
Så jeg startede på den ene slankekur efter den anden, men de holdt omkring 2 dage, højst. Jeg så aldrig nogle resultater hurtigt nok, så jeg gav op.
MEN NU!!!! Nu har jeg næsten nået mit mål som var 60 kg. Og jeg er såååå stolt! Jeg vil lave nogle flere indlæg hen ad vejen med hvad jeg har gjort og hvad jeg stadig gør, for mit forløb er slet slet slet ikke færdigt endnu. Jeg synes bare at det var nemmest hvis I først fik afvide hvad der har gjort mig overvægtig, og hvad der har gjort jeg blev så træt af at kigge på mig selv.

Wiiiiie

Idag er det min yngste lillebrors fødselsdaaaaag <3

Min kæreste og jeg tog hjem og passede ham igår, mens de gamle var til en anden fødselsdag, så vi hyggede helt vildt. Vi vågnede tidligt i morges og sang fødselsdagssang for ham, og så kom gæsterne kl. 11. Super hyggeligt! 🙂 Han blev hele 11 år. Tiden flyver afsted!

Min kæreste og jeg kom så hjem for en times tid siden, og har bare siddet med hver vores computer siden. Jeg er helt flad.. Jeg tror dog alligevel jeg vil bruge lidt tid på at lakere negle, rense hud og sådan nogle pigeting, og så skal vi nok op og se bål senere med nogle af min kærestes venner.

 

God sankt hans til jer derude 🙂