Idag er det min yngste lillebrors fødselsdaaaaag <3
Min kæreste og jeg tog hjem og passede ham
Se næste indlæg >
Det er faktisk 6. gang jeg skifter blog nu. Det er nok ret dumt, hvis jeg gerne vil have faste læsere, men nu går jeg all-in på denne her.
Min erfaring har vist mig, at folk selvfølgelig er forskellige. Nogle elsker at læse om andres liv og oplevelser, nogle elsker at læse om tøj osv. osv. osv.
MEN, der er langt flere som kan lide at læse om vægttab. Jeg kan godt lide at bruge min blog lidt ligesom en dagbog. Altså, jeg skriver hvad jeg har lyst til at komme ud med, og selvfølgelig er jeg også åben overfor at skrive om ting folk spørger om. Men det er stort set altid mit vægttab folk spørger ind til, hvis de skriver til mig, og er meget interesserede i.
Så det synes jeg er vigtigt at få med over på denne blog.
Billederne nederst er taget til min mors bryllup. Jeg kan huske at jeg hele aftenen følte mig flot, fordi jeg sjældent gik i kjole og havde håret sat og makeup på osv. Så jeg var glad, og jeg smilede hvergang kameraet vendte min vej. Men den dag jeg fik billederne at se.. Der var jeg bestemt ikke glad. Blitzen og den skarpe linse afslørede ALT. Min blege hud, min store dobbelthage, mit store hovede – alt.
Jeg vidste faktisk ikke selv det var så slemt. Selvfølgelig kiggede jeg mig i spejlet osv, men det var som om jeg havde lært at kigge forbi min overvægt. Jeg tænkte simpelthen bare ikke over det. Så da jeg så de billeder, blev jeg ekstremt ked af det og fik det faktisk rigtig rigtig dårligt med mig selv.
Mange gange sagde jeg til mig selv: “NU gør jeg det, nu går jeg på kur!” – men ligemeget hvor meget jeg prøvede holdte det ikke. Mine slankekure var også helt urealistiske.
Jeg blev faktisk tit kaldt tyk, fed og grim. Af alle mulige. Jeg var tit uvenner med folk, og det var altid dén jeg fik slynget i hovedet. At jeg var for tyk. Min lillebror sagde det faktisk også tit. Og jeg blev ked af det, men jeg vidste det var rigtigt. Min klasselære sagde det faktisk også engang til mig. At jeg var overvægtig. Mine forældre hentydede til det. Jeg var faktisk den eneste af alle der ikke ville se problemet i øjnene. For som sagt, vidste jeg det godt inderst inde, men jeg ville ikke se det i øjnene.
Jeg er ikke født stor. Min mor er normal vægtig. Min far har faktisk en flot krop. Det samme med familie længere ude. Ingen er rigtigt overvægtige. Jeg blev det også først selv da jeg var omkring 14-15 år. Grunden til jeg blev så stor var at jeg havde problemer indeni. Jeg havde det virkelig dårligt, og der var ikke lys ligegyldigt hvor jeg så hen. Jeg endte med en svær depression, som gjorde at jeg mistede alt min energi og alt min livslyst. Det eneste der faktisk gav mig et lille kick, var når jeg spiste. Så det gjorde jeg. Rigtig meget.
Når mine forældre skulle handle eller noget, skyndte jeg mig i slikskabet, køleskabet og hvad der ellers var, og jeg åd og åd og åd! Jeg vidste nemlig, at når de var hjemme fik jeg ikke lov. Og med det samme jeg havde maden i hånden var der noget lyst i min verden igen.
Så sådan blev jeg ved og ved i omkring 1,5 år, og til sidst var jeg virkelig blevet stor. Jeg fik det bedre og bedre indeni og jo bedre jeg fik det, jo mere kunne jeg se hvor grim jeg havde gjort mig selv. Jeg havde ødelagt min egen krop.
Før havde jeg altid haft okay selvtillid, og ikke haft noget imod hvordan jeg så ud. Men dér.. Der HADEDE jeg min krop.
Så jeg startede på den ene slankekur efter den anden, men de holdt omkring 2 dage, højst. Jeg så aldrig nogle resultater hurtigt nok, så jeg gav op.
MEN NU!!!! Nu har jeg næsten nået mit mål som var 60 kg. Og jeg er såååå stolt! Jeg vil lave nogle flere indlæg hen ad vejen med hvad jeg har gjort og hvad jeg stadig gør, for mit forløb er slet slet slet ikke færdigt endnu. Jeg synes bare at det var nemmest hvis I først fik afvide hvad der har gjort mig overvægtig, og hvad der har gjort jeg blev så træt af at kigge på mig selv.
Ingen kommentarer endnu